|
Af
antikvitetshandler Tove Jespersen, Klitgaarden
Antik & Ting, Nymindegab
Danmark
har flere århundreders tradition indenfor pottemageri og set i forhold til
landets størrelse, har der været rigtig mange pottemagere – næsten enhver
lille by har haft en pottemager - mange kendt ud over landets grænser.
Vi
starter rundturen i det 19.århundrede på Bornholm (en lille ø i Østersøen).
Michael Andersen & Søn, Rønne på Bornholm (1890-)
Fabrikken
bliver grundlagt af pottemager Jens Michael Andersen, hvis 4 sønner
alle bliver uddannet keramikere og er virksomme på fabrikken (den tidligere
Th. Stibolts Terrakottafabrik).
I
starten fremstilles brugsting til køkkenet, modeller af kendte kunstneres
figurer, græske vaser og oldnordiske krukker.
Den
ældste søn Daniel Folkmann Andersen (1885-1959) viser sig at være
yderst kreativ og kunstnerisk. Allerede fra 1905 sætter han dagsordenen for
fabrikkens kunstneriske udvikling. Hans former bærer ofte plante- eller
dyredekorationer med glasurer i mange farver samtidigt. Disse varer bliver
fremstillet i blymajolika (lervarer med blank løbeglasur), hvilket passer
godt til vasernes udformning, der er efter datidens mode, som udspringer af
fransk art nouveau stil (1890-1910). I Danmark
bliver stilen kaldt ”skønvirke” efter kunstindustritidsskriftet af samme
navn fra 1914 (stilen er længere om at slå igennem her i landet).
Broderen
Michael Ejner Andersen lancerer i 1920’erne majolika
serierne ”Dania” og ”Kobolt” i enkle og glatte former.
1935
får Daniel Andersens nyskabelse – keramik i persia-teknik – guldmedalje på
verdensudstillingen i Bruxelles.
  
Kunstneren
Marianne Starck (1931-) bliver ansat i 1955 og bliver en kunstnerisk
dynamo især indenfor fabrikkens stentøj, som hun former og dekorerer i den
for dansk design kendte rene stil i 50’, 60’ og 70’erne.
Kunstnere:
Th. Stibolt (1848-1901, han sælger sin terrakottafabrik til Ejner
Michael Andersen i 1890), Jacob. J. Bregnø
(1877-1946, billedhugger), Knud Kyhn (1880-1969, maler, billedhugger
og keramiker), Ernst Weber, m.fl.
I
1890’erne benyttes et presset stempel: Michael Andersen i gotiske
bogstaver, ca. 1900-1916 bruger man det samme stempel med latinske
bogstaver. Presset stempel MA & S bruges fra 1916 og fabrikkens senere
kendte 3 fisk (Rønnes byvåben) fra 1930.
Der
kan være genstande, som er stemplet C. V. Kjær (en københavnsk
grosserer, der 1900-14 får lavet ting på fabrikken, udført af især Jens
Michael Andersen, efter egne tegninger med bl.a. reliefdekoration, kaldet lerintarsia).
Fabrikken
fremstiller stadigvæk keramik, men i meget lille omfang.
L. Hjorths Terrakotta-Fabrik, Rønne på Bornholm
(1859-1993)
Pottemager
Lauritz Adolph Hjorth (1834-1912) starter med at fremstille vandkølere, urtepotteskjulere og mælkekander, men fra
1862 bliver det alene vaser og figurer i terrakotta. Modeller af antikke
græske vaser og af danske oldsager er højeste mode og bliver solgt over
hele verden. Hjorths terrakottating er ligeledes rigt repræsenteret på
tidens verdensudstillinger og tildeles mange præmier.
Ca.
1900 kommer art nouveau stilen (skønvirkestilen) også til Hjorth ofte
anvendt i sortbrændt terrakotta.
Stærkt
inspireret af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, bliver der
fremstillet statuetter i terrakotta.
Lauritz
Hjorths 2 sønner Peter Christian Hjorth (1873-1959) og Hans
Adolph Hjorth (1878-1966) overtager fabrikken i 1912 og er uddannet
keramikere.
Hans
Hjorth fremstiller fabrikkens første stentøj i 1902 og får flere
internationale priser i 1910,1913, 1915 (San Francisco) og 1929 (Barcelona)
for dette fremragende stentøj. Hans Hjorth startede eget værksted 1931.
Apotekerkrukker
har været en specialitet hos Hjorth siden 1929, hvor de første blev lavet
til Rønne Apotek.
Danmarks
første egentlige stentøjsserie bliver fremstillet hos Hjorth i årene
1913-40 og meget af dette bliver dekoreret af søsteren Thora Margrethe
Hjorth (1875-1970). Omkring 2. verdenskrig produceres der hvide
fajanceting.
 
I
tidens løb har der været adskillige kunstnere tilknyttet fabrikken: Holger
Drachmann (1846-1908, kunstmaler og digter), Kristian Zahrtmann
(1843-1917, kunstmaler), Gertrud Kudielka
(1896-1984), Adam Fischer (1888-1968), Erik Hjorth (1906-82,
søn af Peter Hjorth), Lisbeth Munch-Petersen (1909-97, datter af
Hans Hjorth), Helge Christoffersen (1925-65), Ursula
Munch-Petersen (1937- barnebarn af Hans Hjorth), Eva Sjøgren, Jane
Reumert (1942-), Ulla Gahrn (1937-)
med flere.
 
1982
overtager keramikerne Ulla Hjorth (1945-) og Marie Hjorth
(1941-) fabrikken efter faderen Erik Hjorth (1906-82).
De
første ting er ustemplede, så stemples eller håndsigneres med L. Hjorth og
fra 1902 tilføjes en hjortefigur, senere kommer der en ring om figuren.
Hans Adolph Hjorth håndsigner sine egne unika ting, ligeså visse senere
kunstnere.
1993
lukker fabrikken, men i 1995 bliver den genåbnet som arbejdende museum.
Søholm, Rønne på Bornholm (1835-1996)
Søholm
er den ældste keramikfabrik, der har ligget på Bornholm.
Fabrikken
startes af Herman Sonne Wolffsen (-1887) og Edvard Chr. Sonne
(-1876) i 1835, men fra 1841er Wolffsen alene om fabrikken. Navnet Søholm
overtages fra Wolffsens og Sonnes gamle
arbejdsplads – en fajancefabrik, der har ligget i Hvidøre, Hellerup ved
København i 1828-39 (i 1834 bortforpagtes denne).
I
starten bliver der produceret meget af den gule bornholmske ”fajance” til
husholdning: Buddingforme, krukker,
skåle, fade o.l.
Under
2. verdenskrig fremstiller man piber, i dag er der meget få af disse
tilbage. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne bliver der produceret en del
stel. Vaser og skåle af Nis Stougaard (1906-87) – ofte
med motiver fra Bornholm.
 
Der
kan nævnes kunstnere som Hans Ancher Wolffsen (1870-1924, barnebarn
af Herman Sonne Wolffsen), Henning Seidelin (1904-87, billedhugger),
Johannes Hedegaard (1915-, billedhugger), Nanna Ditzel (1923-,
møbelarkitekt), Arne Ranslet (1931-), Gerd
Hiort Petersen (1937-), Noomi Backhausen (1938-), Maria
Philippi (1927-2004), Haico Nitzsche
(1943-),
Per Rehfeldt (1951-) m.fl.
I
1960’-1970’erne bliver der designet meget stentøj, som i dag er
samlerobjekter for retrofans.
Man
kender ikke stempler fra fabrikkens start.
Fra
ca. 1910 kendes et rundt, malet mærke med krone og skib (der har været
forskellige mrk.). Andet er med et malet eller presset stempel med skriften
Søholm, Bornholm. Visse ting er stemplet H. Wolffsen & Søn
(ca.1903-15).
Bornholmske
aviser beskriver i 1931 Søholm som den førende indenfor plagiater af Ipsen,
Hjorth og Den kgl. Porc.
Fabrikken
lukker 1996.
P. Ipsens Enke, Kbh. Utterslev (1843-1955)
Fabrikken
grundlægges 1843 af pottemager Rasmus Peter Ipsen (1815-60) fra
Bornholm.
Peter
Ipsens helt unge år er helt Oliver Twist-agtig –
han går meget grueligt igennem, inden heldet er med ham.
Han
må som stor dreng arbejde fra tidlig morgen til sen aften med hårdt fysisk
arbejde – en tid, der giver ham en helbredsmæssig svækkelse, som han kommer
til at ”bære på” resten af livet. Med hjælp fra en ven kommer han ind på
Den kongelige Porcelænsfabrik, dette viser sig at være det rette for Ipsen.
Han udvikler sig til en mesterlig drejer med
sans
for form og farver og i 1843 – 28 år gammel, starter han sit eget
pottemagerværksted og gifter sig med Lovise Christine Ipsen
(1822-1905).
Hængeurtepotter
i terrakotta bliver i starten værkstedets levebrød. Derudover fremstiller
Ipsen figurer, statuetter samt krukker, vaser og opsatser - også i
terrakotta - i antik stil med bemalinger i oliefarver - ofte efter motiver
hentet fra den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen
(1770-1844).
Peter
Ipsen får skabt en god kontakt til datidens danske kunstnere – heraf mange
billedhuggere, og det går ham så godt, at han i 1847 har råd til at bygge
fabrikken i Utterslev.
Peter
Ipsen dør i en tidlig alder kun 45 år gammel i 1860. Hans enke Lovise Ipsen
fører fabrikken videre, hvilket er ret usædvanligt af en kvinde på den tid,
men hun har et indgående kendskab til fabrikken, i det hun har haft sin
daglige gang der. Den ældste søn Bertel Ipsen (1846-1917) bliver
udlært pottemager og overtager som 19-årig ledelsen for sin mor i 1865.
Bertel
Ipsen viderefører kontakterne med kunstverdenen og fremstillingen af
terrakotta varerne i antik stil og statuetter fortsætter, disse fremstilles
i samarbejde med førende danske billedhuggere og malere ofte i den Thorvaldenske
stil.
 
Bertel
Ipsen deltager på flere verdensudstillinger og efterspørgselen
på de antikke ting er så stor, at der åbnes butikker i Paris og London.
Terrakottavarerne
fra P. Ipsen og L. Hjorts tidlige periode ligner til forveksling hinanden,
og hvis disse ikke er stemplet kan det være næsten umuligt at se forskel.
Ofte er det de samme motiver og modeller, der fremstilles. Men skønt de 2
fabrikker er konkurrenter, har de et vist samarbejde. Ipsen får nogle ting
fremstillet hos Hjorth, og medarbejdere fra Hjorth er af og til på korte
arbejdsvisitter hos Ipsen.
Bertel
Ipsen fremstiller i 1872 fabrikkens første glasur.
 
Bertel
Ipsen er klar over, at en ny stil skal indføres. Moden ændrer sig hen imod
1900, og de antikke tings popularitet er ved at være dalende. I dag sælges
disse ting for meget høje summer.
Stilskiftet
begynder så småt i 1890’erne, i det man går over til at sortbrænde
terrakottavarerne, hvilket indbringer fabrikken mange præmier, men
jugendstilen (skønvirke) er kommet på mode og indføres hos Ipsen bl.a. via
Thorvald Bindesbøll (1846-1908, arkitekt og billedhugger), Georg Jensen
(1866-1935, billedhugger og sølvsmed) og
Chr. Joachim (1870-1943, maler og keramiker), der alle samarbejder med
Ipsen i 1890’erne.
 
Bindesbøll, der i dag af mange betragtes, som en af pionererne
indenfor dansk keramik. En meget excentrisk kunstner. Han bliver betragtet
som en provo og bliver ikke uden grund kaldt ”Bølle” – enten kan man lide
ham, eller også kan man ikke fordrage ham, men Bertel Ipsen synes han er
spændende og inspirerende, han har et godt samarbejde med ham. Mange af
hans modeller anvendes helt frem til fabrikkens lukning.
Georg Jensen fremstiller kun nogle enkelte ting for Ipsen før han
helliger sig sølvet og starter 1904 sin verdensberømte sølvsmedje.
Chr. Joachim kendes for nogle vaser og krukker med svampemotiver. Skønt
han mangler højre arm, formår han ved en enorm viljestyrke at uddanne sig
som maler og bliver i en årrække kunstnerisk leder på fajancefabrikken Aluminia og kunstnerisk direktør på Den kgl.
Porcelænsfabrik.
Fra
1910 fremstilles en mængde krukker, vaser, opsatser osv. med matte gul- og
rødgrønne glasurer – også kaldet papegøjeglasurer. Disse
varer er i dag ofte, det som folk forbinder med Ipsen keramik.
 
1917
dør Bertel Ipsen og fabrikken købes af Carl Stenders Kunstforlag -
en ny periode indledes.
Nye
glasurer bliver udviklet – bl.a. en blå.
 
I
det hele taget kommer der en masse nye glasurer til i perioden 1920-40:
”Kamæleonglasur” (en glasur, der skinner i mange farver tilsat guld, platin
eller sølv), jadeglasur (mat grøn), ”Danitglasur”
(rødlilla eller blågrøn glasur i et stort
krakeleret netværk, metalglasur især i grønne farver, bronzeglasur,
eliteglasur (hvid fajanceglasur), elfenbensglasur, okseblodsglasur og
celadonglasur (grågrøn blank) m.m.
Georg Thylstrup (1884-1930, billedhugger, sølvsmed og keramiker)
fremstiller en række figurer som fiskerkoner, havfruer og fabeldyr i
perioden 1924-30. Disse figurer er i dag meget eftertragtede.
Kai Nielsen (1882-1924, maler og billedhugger) fremstiller 1910 en
lille nordisk pigefigur kaldet ”Venus Kalipygos”
(navnet er taget fra den græske kærlighedsgudinde Afrodites tilnavn Kalipygos, der betyder ”Hende med den smukke ende”),
denne figur bliver en stor succes.
 
Ib Just Andersen (1884-1943, billedhugger, maler og sølvsmed) fremstiller i
1940 nogle enkelte havfruefigurer, der minder meget om de verdensberømte
figurer og vaser m.m. han fremstiller i Diskometal og tin på sin egen
sølvsmedje.
Axel Salto (1889-1961, grafiker, maler og keramiker) arbejder
kortvarigt hos Ipsen og fremstiller sine knoppede og
spirende
vaser samt hjorte- og antilopehoveder. Ting som i dag sættes lig med Salto
og er særdeles efterspurgte indenfor dansk kunsthåndværk fra det 20ende
århundrede.
 
En
række internationale kendte kunstnere har været tilknyttet fabrikken, men
da det vil række for vidt at nævne alle, skal der her tilføjes nogle udover
dem, der allerede er nævnt: Lauritz Jensen (1859-1935, billedhugger ),
Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958, maler), Ellen Locher
(1883-1956, billedhugger), Axel Sørensen (1891-1967, keramiker), Axel
Jensen (billedhugger), Bode Willumsen (1895-1987, billedhugger og
keramiker), Arno Malinowski (1899-1976, billedhugger), Charles Bøgh
(billedhugger), Adam Thylstrup (billedhugger), Niels Norvil
(billedhugger og keramiker), Arne Bang (1901-83, billedhugger og
keramiker), Volmer Bahner (1912-, billedhugger og
sølvsmed), Johannes Hedegaard (1925-, billedhugger) og
blandt mange andre.
Fabrikkens
stempler er presset P.I. (1843-50), P. Ipsen (1850-70), P. Ipsen Eneret
(1871-1917) og P.I.E. med en krone (1918-55) og der foruden kan kunstnerens
signatur forekomme.
1955
lukker fabrikken. Konkurrencen bliver for stor bl.a. fra stentøj, som man
hos Ipsen vælger ikke at fremstille. Det er blevet til et utal af medaljer
på udstillinger verden over fra 1852-1935.
Herman H. C. Kähler, Næstved på Sjælland (1839-1974)
Eftertiden
må glæde sig over, at pottemager Joachim Christian Herman Kähler
(1808-1884) rejste fra hertugdømmet Holsten (Holstein) og valgte at
slå sig ned i Næstved (Nestved) i 1839. Hermed
var grundstenen lagt til et af de største flagskibe indenfor dansk keramik,
med fremstilling af eminent og internationalt berømmet kunstkeramik.
I
værkstedets første - ca. 30 år - bliver der fremstillet etagekakkelovne (i disse
år værkstedets levebrød og speciale) samt kildevandsdunke og brugsting til
køkkenet med en smule hornmaling.
1872
overtager sønnerne Herman August Kähler (1846-1917, fra ham stammer HAK’et) og Carl Frederik Kähler
(1850-1920) værkstedet. De er begge udlært pottemagere hos faderen.
Herman A. overtager ovnfremstillingen, og følger sin lyst til at få sit
eget og 1875 bygger han det værksted, vi i dag forbinder med Kählers
værksted i Næstved. Carl, som overtog pottemagerdelen, står nu alene
tilbage i det gamle værksted, og beslutter i 1896 at sælge.
I
1883 søger opretteren - af Københavns ”Tegneskole for Kvinder” - Vilhelm
Klein (1835-1913, arkitekt) samarbejde med et værksted, som kan
fremstille, brænde og glasere de fade og krukker, som hans elever
dekorerer. Samarbejdspartneren bliver Herman A. Kähler, og hermed er
startskuddet affyret til en lang række frodige og kunstneriske år, som skal
vise sig at gøre værkstedet til en ener i dansk keramiks historie.
Samarbejdet
med Klein bliver ikke særlig langt, men det giver Herman A. ideen til at
prøve noget mere end fremstilling af ovne.
Han
eksperimenterer på livet løs med glasurer - bliver ved og ved - hans mål er
en rød lustreglasur (metalglinsende overflade, f.eks. kobber), som brugtes
af den italienske Maestro Giorgio fra Gubbio
(Italien) i 1500-tallet. I 1888 præsenterer han en rubinrød glasur, som
senere skal vise sig at gøre ham verdensberømt, og som i dag kaldes ”Kähler rød”.
 
I
mellemtiden har de første af en lang række kunstnere etableret samarbejde
med værkstedet:
Fra
1885-1907 - Hans Andersen Brendekilde
(1857-1942, maler) dekorer nogle få ting med motiver fra eventyr- og
sagnverdenen - trolderier, hekse osv. – tit med modellerede figurer.
Fra
1886-1888 - Carl Ove Julian Lund også kaldet ”Døve Lund” (1857-1936,
porcelænsmaler) prøver med underglasur-maleri (dekoration direkte på
det rå materiale), hvilket viser sig ikke at være så godt egnet til lertøj
som til porcelæn, så det fænger ikke rigtig an.
Fra
1888-1914 - Karl Hansen Reistrup
(1863-1929, maler og billedkunstner), der bliver værkstedets
kunstneriske leder.
Han
får et tæt samarbejde med Herman A. De vaser og krukker, han
formgiver, og som Herman A. drejer, forsynes med modellerede dyrehoveder
og egner sig i stil og facon (art nouveauagtig)
fortrinligt til den nyskabte røde lustreglasur. Dette samarbejde bliver præsenteret på verdensudstillingen i Paris
1889. Den røde lustre begejstrer og med ´et slag er Kähler verdensberømt.
Mange internationale museer køber godt ind.
Hansen
Reistrup fremstiller i de kommende år en række
store vægfriser bl.a. ”Påfuglefrisen” i 1897, der sælges til
Nationalmuseet i Stockholm, ”Ørnefrisen” i 1897 købes af Sevres-Museet
(hvor han i nogle år var dekorationsmaler). Der foruden laves der friser
til Århus Teater, Ny Carlsberg Glyptoteket og Københavns Rådhus (krage- og
mågefrise) blandt mange andre. Elefantporten og elefanthovederne hos
bryggeriet Carlsberg i København er også hans værk.
Fra
1889-1890 - Laurits Andersen Ring (1854-1933, maler) laver kun nogle
få ting hos Kähler; han foretrækker kunstmaleriet. Gifter sig 1896 med
Herman A’s datter Sigrid Kähler (1874-1923), som arbejder på
værkstedet med dekoration og som også fremstiller et par enkelte vaser med
blomsterdekoration. Da hun først er blevet gift helliger hun sig det
husmoderlige.
Fra
1890-1891 (også kort i 1887) - Thorvald Bindesbøll (1846-1908, arkitekt)
formgiver et mindre antal vaser og krukker med begitning (flydende lerlag)
og sgrafitto (indridset mønster i begitning) i
abstrakte mønstre efter fransk art nouveau stil (periode 1890-1910, der i
Tyskland kaldes jugendstil og i Danmark kaldes ”skønvirke” efter et dansk
kunstindustri tidsskrift af samme navn udgivet første gang i 1914 og illustreret
af Bindesbøll; stilen er længere om at slå igennem i Danmark).
Bindesbøll
er en meget dominerende type - primadonnaagtig - og mener ikke, der er
plads til både Hansen Reistrup og ham, men deri
er Herman A. slet ikke enig, så beskeden er nærmest: ”Hvis ikke du kan lide
lugten i bageriet, må du finde et andet sted”, så ”Bøllen” (Bindesbølls
øgenavn) forlader værkstedet.
Disse
år er meget succesfyldte. Kählerværkstedet deltager i udstillinger overalt
i Europa og USA, og der sælges masser til Europas førende museer. Medaljer
høstes såvel som rosende omtale i tidens hotteste kunsttidsskrifter. Der
skabes forretningsforbindelser over hele verden – succesen er stor.
Fra
1901 kommer Herman A. Kählers søn Herman Hans Christian Kähler
(1876-1940, udlært hos faderen) som 25-årig i ledelsen af
værkstedet – en ny tid starter.
Herman
H C er træt af den røde lustre og mener, at tiden er inde til forandring.
Han er, ligesom den unge generation Bertel Ipsen fra P. Ipsens Enke,
fascineret af Bindesbøll og dennes begittede keramik. Så det passer ham
fint, at en anden jævnaldrende Bindesbøll fan - Svend Hammershøi - ankommer
til værkstedet, og starter med at fremstille begittemalede krukker og
vaser. Herman H C selv arbejder ihærdigt med hornmaleri, som han gerne ser
indført igen hos Kähler på drejede pottemagerting.
Pottemagertraditionen
har i en årrække været skubbet lidt i baggrunden til fordel for de
formstøbte varer. 1896 ankommer den legendariske drejer Lars Peter Olsen
(1865-1950) også kaldet gamle Olsen fra det ”gamle værksted”, som Carl
F Kähler lige har solgt. Lars Peter Olsen og Herman H C kører nu parløb med
eksperimenterne med hornmaleriet. Fra 1908 indføres hornmaleriet,
som hurtigt bliver Kählers hovedvare, og som eftertiden forbinder med
Kähler keramik.
  
Hornmaleriet
er en svær teknik, der kræver en sikker hånd, og især når der arbejdes vådt
i vådt. Der fyldes begitning (farvet ler rørt op i vand) i et udhulet
kohorn, hvor spidsen er skåret af. I denne spids er der isat spidsen af en
gåsefjer. Gåsefjeren snittes skråt af og kan derved anvendes som pen.
Maleren kan med tommel- og pegefinger klemme omkring gåsefjeren og dermed
styre strømmen af begitning. Hos Kähler arbejdes der med op til et dusin
horn til et stykke dekorations-arbejde.
Herman
H C får ved et dynamisk lederskab oparbejdet en meget dygtig malerstab, som
han forstår at motivere, bl.a. ved at give malerne delvis fri
udfoldelsesmulighed indenfor givne rammer. Han fører Kählers hornmalede
keramik frem til noget af det bedste og mest unikke i verden inden for den
genre.
De
første ting er dekoreret i mørke brune, blå og grønne farver med mønstre
inspireret af skønvirkestilen, senere bliver
farverne
lysere og motiverne lettere. Både farver og motiver er hele tiden under
udvikling, ligesom der kommer nye varer til - te- og kaffestel, urtepotter,
lysestager, askebægre (bl.a. CLOC for De Danske Spritfabrikker).
  
  
Af
kendte malerdamer kan nævnes Signe Steffensen også kaldet Stefan
(1881-1935), hun er i mange år førstedame på malerstuen og fremstiller
også nogle vaser, lysestager og lampefødder i ornamenteret skønvirkestil. Julie
Kabell, Tulle Emborg, Nelly Lundstein,
Elisabeth Ahlmann og Herman H C’s søster Stella Kähler blandt mange
andre.
Fra
1893-1948 - Svend Hammershøi (1873-1948, maler) bliver den
kunstner, som får det længstvarende samarbejde med Kählerværkstedet og også
den kunstner, der hele tiden udvikler sig, hvilket afspejler sig i hans
keramik gennem alle årene.
Måske
henter han ny inspiration ved ind i mellem at være væk fra værkstedet og
optaget af andre ting, såsom kunstmaleriet og bogskrivning (om Bindesbøll).
Han arbejder også direkte sammen med Bindesbøll i 1890’erne hos
G.
Eifrig, Københavns Lervarefabrik i Valby.
Samarbejdet var så tæt, at det tit var ham, der efter tegning drejede,
formede og dekorerede, så Bindesbøll blot skulle signere. Det var et
stormfuldt samarbejde, hvor Hammershøi, nok på grund af sin forblændelse af Bindesbøll, fandt sig i meget.
Samarbejdet
med Bindesbøll præger de første vaser og krukker hos Kähler med
begittemalet reliefdekoration i bladornamentik a’ la Bindesbøll.
Herefter
prøver han kræfter med terrakottaen i nogle gotiske græske og romerske
antikke former med bladornamentik som dekoration.
Senere
bliver terrakottatingene også dekoreret med stemplingsmønstre (mønster der
udskæres i et stempel, som, ved at rulle hen over den formede lergenstand, afsætter mønsteret i det våde ler).
Hammershøi
bevæger sig til sidst over i geometriske former med markante
profileringer og ofte påsat små modellerede ”knopper”. Disse
ting - vaser, krukker, skåle, urtepotter, urner m.m. med en
grå/sort/hvid glasur bliver en kæmpesucces og er i dag den
Kählerkeramik, som forbindes med Svend Hammershøi.
Han
bliver aldrig gift og får ingen børn, men et eller andet sted må han have
følt sig ensom - overalt på arbejde og rejser følger surrogatbørnene (dukker)
ham.
Fra
1913-1941 - Jens Thirslund (1892-1942,
maler og keramiker) Han bliver i 1914 gift med Herman A’s
datter Stella Kähler (1886-1948, malerdame) og bliver værkstedets
kunstneriske leder indtil kort før sin død.
Thirslund er et naturtalent ud i malerkunsten. Bohemetypen, der
indretter sin egen lille afdeling på værkstedet, som en rigtig kunstnerhule
- fyldt med alskens ting og sager overalt på gulv, borde og vægge. Et sted
som bliver samlingspunkt for kunstnerisk hygge og samvær for datidens
danske kunstnerkreds.
Den
kunstneriske inspiration henter han hos det orientalske, især det persiske.
Stilen omsætter han i dekorationer, som tilføjes et humoristisk strejf –
ofte dyr og mennesker.
Han
arbejder også med hornmaling, men vil gerne prøve andre ting hvilket fører
ham frem til det, der bliver hans speciale. Trylleri med lystreglasur.
Han
maler med lystreglasur i mange farver på en meget speciel måde med
mange finurlige ”kruseduller” og sving i penselen.
Dekorationerne ikke alene anvendes på vaser og krukker, men også på fliser
til ovne og borde.
Thirslund fremkommer med den sort/grå/hvide glasur i 1926, som
anvendes især på Svend Hammershøis ting. Senere fremtryller han en lignende
glasur i turkis/sort.
 
1917
dør Herman A Kähler, primusmotoren der fik sat skub i det hele.
Efter
1. verdenskrig var der opnået salgskanaler og repræsentation på de førende
museer over hele verden.
Fra
1917-1937 - Helge Daner Jensen (1899-1986, maler) Han arbejder med
hvidglaseret fajance, som han dekorerer med en humoristisk streg
(omridstegning) i klare farver på stilrene vaser og krukker. Det er
dekorationen, der optager ham. Han bruger omridstegning ligesom den lidt
ældre ”Kähler kunstner” keramikeren Jais Nielsen, men udtrykker og vælger
mere livsglade motiver end sidstnævnte.
Han
bliver gift med Herman H C’s datter Karen Kähler (1903-1990, malerdame) i
1925, men skilt i 1935, hvorefter han forlader Kähler værkstedet.
Fra
1918-1925 - Jais Nielsen (1885-1961, maler og keramiker). Han fremstiller
nogle få ting med bibelske motiver i omrids-tegninger. Motiver som han
bliver så kendt for, dog ikke fra sin Kähler tid, men fra sin periode hos
Den kgl. Porcelænsfabrik.
Fra
1921-1924 - Kai Nielsen (1882-1924, billedhugger og maler). Han er
uhyre flittig, men stiller så høje krav til sig selv, at det ikke bliver
til ret mange nye figurer. Han kommer til Kählerværkstedet kort før sin
død, så det har nok også spillet ind - helbredet er ikke, hvad det har
været. Resultatet bliver, at han lader fremstille mange af sine allerede
kendte figurer med den forandring at de er i større format. Den lille
”Venus Kalipygos” (Kalipygos
betyder: ”Hende med den smukke ende”) som han i 1910 laver til P. Ipsens
Enke - se artikel - bliver også fremstillet hos Kähler. Hos Kähler står hun
på en rund sokkel i stedet for på en firkantet som hos Ipsen.
Fra
1921-1925 - Knud Kyhn (1880-1969, billedhugger, keramiker og maler).
Kendt for sine dyrefigurer - ofte katte og bjørne. De bliver
fremstillet i rød terrakotta.
I
30’erne kommer en række nye glasurer til. En blå og en sort lustre. Kraftig
gul og orangegul uranglasur. En turkis, der i dag kaldes ”gammel
turkis”. Mat brun, grøn og orange glasur.
Stempeldekoration
kommer for at blive. Sgrafitto teknik genoptages
i 40’erne.
  
Herman
H C Kähler dør 1940.
Fjerde
generation tager over. Sønnerne Nils Joakim Kähler (1906-1979,
keramiker) tager sig af det kunstneriske og Herman Jørgen
Kähler (1904-1996, keramiker) tager sig af det administrative og til
dels glasurfremstilling.
Begge
sønner bliver udlært i 20’erne og Nils bliver med tiden drejer for Svend
Hammershøi, hvilket kan ses i hans
egne
arbejder gennem tiden - moderne udgaver af den Hammerhøiske
stil med den grå/sort/hvide glasur. Stentøj med turkis og gul
glasur dekoreret med stempling i f.eks. fiskebenmønster
og saltglaseret stentøj. Formerne tager ofte udgangspunkt i cylinderen.
Han har også lavet en del tepotter og sparedyr.
  
Det
bliver Nils J Kähler, der kommer til at dominere rent kunstnerisk og præge
Kähler værkstedets sidste tid fra 40’erne og frem til lukningen. Foruden
HAK signerede Nils Kähler altid sine ting Nils.
Fra
1944-1955 - Astrid Tjalk (1925-, malerpige og dekoratør). Får,
ligesom Signe Steffensen i sin tid fik, lov at udfolde sine dekorative
evner – ofte abstrakte og eksotiske mønstre gerne med fiskemotiver.
Af
malerpiger må også nævnes Gete Petersen, hvis kendetegn er mønster
a’ la Tjalk. Eva Haase’ kendetegn er motiver med fugle og
fisk.
Fra
medio 50’erne og til ultimo 60’erne udføres der en række
bygningsudsmykninger og store skulpturer. Disse opgaver ledes af Herman J
Kähler og udføres af kunstnerne Bode Willumsen (1895-1987, billedhugger,
keramiker og grafiker), Arne Bang (1901-1983, billedhugger og keramiker),
Ejler Bille (1910-, maler og billedhugger), Gunnar Westmann
(1915-1985), Lennart Rodhe (1916-, maler og
professor), Rasmus Nellemann (1923-, grafiker), Allan Schmidt (1923-1989,
maler), Jens Rosing (1925-, tegner), Eva Sørensen (1940-, billedhugger og
keramiker) blandt mange andre.
Kähler
værkstedet deltager i et væld af internationale udstillinger og får så
mange medaljer, at det vil række for vidt at nævne alle.
Ligeledes
er rækken af kunstnere, som har været hos eller samarbejdet med værkstedet
lang. Udover de, der allerede er nævnt, kan der tilføjes: Fritz Syberg
(1862-1939, maler), Carl Johan Bonnesen (1868-1933, billedhugger), Gerhard
Henning (1880-1967, billedhugger), Kay Bojesen (1886-1958, sølvsmed),
Gunnar Nylund (1904-1996, billedhugger og
keramiker), Erik Stockmarr (1905-1963, tegner), Erik Nyholm (1911-1990,
maler og keramiker), Ernst Eberlein (1911-1993,
billedhugger), Christian Poulsen (1911-1991, keramiker), Gutte Eriksen
(1918-, keramiker), Ib Wolffbrandt (1919-1993, billedhugger og keramiker),
Georg Hetting (1920-, keramiker), Erik Reiff
(1923-, maler og keramiker), Bo Melander (1928-1995, keramiker), Conny
Walther (1931-, keramiker), Niels Refsgaard (1934-, keramiker) Myre
Vasegaard (1936-, keramiker), Sten Lykke Madsen (1937-, keramiker), Alev Siesbye (1938-, keramiker), Carl Cunningham-Cole (1942-, keramiker), Peder
Rasmussen (1948-, keramiker) blandt mange andre.
De
tidlige ting stemples ved at presse, indridse eller male Kähler navnet.
Stempling af genstandene starter sporadisk i 1872 med et HAK, og fra 1913
bliver det obligatorisk med et presset og sammenskrevet  , designet af Svend Hammershøi. Det bruges helt frem til værkstedets
ophør, af og til sammen med kunstnersignatur.
Både
Nils J. Kähler og Herman J. Kähler forlader værkstedet på grund af
indbyrdes uoverensstemmelser, der tager udgangspunkt i datidens trange kår
for branchen. Nils går selv i 1968 og Herman afskediges af værkstedets
bestyrelse. Trist for et så berømmet værksted, at det ender på den måde.
5.
genration Nils’s søn
Lars Henrik Kähler (1943-, keramiker) og hustruen Solveig Kähler
(1942-2000, keramiker) får
til
opgave af bestyrelsen at køre værkstedet videre med Lars Henrik som
kunstnerisk leder. Det bliver kun til en kort periode fra 1970-1971.
1974
må fabrikken lukke og dens samlinger overdrages til Næstved Museum, som
i dag har en stor permanent udstilling af Kähler keramik.
KONGSTRAND & PEDERSEN
Søren
Kongstrand (1872-1951) var en succesfuld
isenkræmmer med en stor interesse for keramik.
Som autodidakt keramiker etablerede han sit keramiske værksted i 1907. En
håndfuld dygtige keramikere blev ansat. Søren Kongstrand
måtte simpelthen afprøve sine ideer og evner som keramiker.
Også nevøen Jens Pedersen (1890-1956) blev ansat og blev oplært som
keramiker.
Søren
Kongstrand og Jens Pedersen arbejdede sammen i Kongstrands keramiske værksted. Kongstrand
med visionerne og kreativiteten og Pedersen som den flittige drejer.
   
I
1911 havde Kongstrands Værksted sit gennembrud på
Charlottenborg.
Jens
Pedersen Fiskeørn m/bytte
Pressemærker:
SK Søren Kongstrand; JP Jens Pedersen
Horsens (Jylland) egnens værksteder og pottemagere
Niels Peter Nielsen (1888-1968, pottemager):
Værksted i EGEBJERG v/Horsens (1909-1918)
Keramikfabrikken DANICO, Horsens (1919-1929)
Dagnæs Keramik, Dagnæs
v/Horsens (1930-1946) flyttes til Torsted v/Horsens i 1947-?)
Niels Peter Nielsen starter med et værksted i Egebjerg v/Horsens. Dette
værksted etablerer han i 1909 efter endt uddannelse som pottemager på
Lervarefabrikken Annashaab også i Egebjerg.
På værkstedet fremstiller han potter, skåle, syltekrukker, tallerkener,
vaser og skulpturer.
Varerne fra Egebjerg har et indpresset N P
Nielsen, EGEBIERG eller et indridset sammenskrevet N og P under bunden.
 
Nielsen stifter
bekendtskab med købmand Corfitzen fra Horsens, og sammen beslutter de at
starte en keramikfabrik
med Nielsen i direktørstolen og Corfitzen som den finansielle bagmand.
Fabrikken får navnet DANICO (sammensat af dansk, Nielsen og Corfitzen) og
starter i 1919 i Horsens.
Der fremstilles pyntegenstande så som skåle, krukker, vaser, opsatser og
urtepotter.
Pottemagerne Karl Hansen og Frederik Jørgensen, som kommer fra Herman A.
Kähler, bliver ansat, hvilket sætter sit præg på de fremstillede varer –
der bliver i stor stil dekoreret med hornmaleri med blomsterornamentik i
Skønvirkestil, som er den noget sene danske udgave af den franske Art
Nouveau stil fra perioden 1890-1910.
Af ansatte kan ligeledes nævnes pottemageren Leon Dissing (1897-1986) som
senere får eget værksted i Horsens.
  
  
Er
dekorationerne udført i blå og grøn på en hvidgul bund, så er det svært at
se forskel på, om det er en ting fra Kähler i Næstved eller fra DANICO –
men er der et sammenskrevet HAK under bunden, er det en Kählerting, da
disse altid er stemplet med HAK.
Denne lighed er man vistnok og forståeligt lidt træt af hos Kähler.
De 2 pottemagere fra Kähler er uden tvivl et par kompetente herrer.
Hornmaleriet ud i sådanne dekorationer er en svær teknik, der kræver en
sikker hånd, og især når der arbejdes vådt i vådt. Der fyldes begitning
(farvet ler rørt op i vand) i et udhulet kohorn, hvor spidsen er skåret af.
I denne spids er der isat spidsen af en gåsefjer. Gåsefjeren snittes skråt
af og kan derved anvendes som pen. Maleren kan med tommel- og pegefinger
klemme omkring gåsefjeren og dermed styre strømmen af begitning.
For den kunstneriske ledelse stod kunstmaler Eiler Løndal
(1887-1971). Om Løndal ikke får frie nok rammer
til udfoldelse af sit kunstneriske talent vides ikke præcist, men han
vælger at trække sig omkring 1922, og efter sigende ødelægger han alle sine
forme, inden han rejser, så han må have været slem utilfreds.
Eiler Løndal (forrest) og Frederik Jørgensen (siddende
bagest) på Danico.
Danicos varer bliver
forhandlet via agenturer til udlandet bl.a. til USA.
Varerne fra Danico er under bunden stemplet med
et indpresset DANICO og et indridset nr. Nogle
gange er der kun et nr. Er der blot et nr. vil rettesnoren være, at nr.
1-499 og nr. 800- og opefter tilskrives DANICO og nr.500-799 tilskrives
Lervarefabrikken Annashaab. Enkelte genstande,
der kun har et nr., kan dog også være Eiler Løndals
fra hans tid i Århus.
Fordelingen er konkluderet ud fra bl.a. eksisterende kataloger, billedmateriale
og private storsamleres samlinger af keramik fra DANICO og Annashaab.
Hvorfor der tilsyneladende er denne fordeling vides ikke, der kan kun
gættes på en form for aftale fabrikkerne imellem, eller det kan have noget
at gøre med Løndals skifte fra DANICO til Annashaab, dette er kun gætværk.
Fabrikken må lukke i 1929. Konkurrencen er hård bl.a. fra Lervarefabrikken Annashaab, som kortvarigt ansætter Eiler Løndal og får godt gang i produktionen af
Skønvirketing.
Niels Peter Nielsen er ikke sådan at kue, han starter eget værksted i Dagnæs v/Horsens i 1930, Dagnæs
Keramik, her fremstiller han keramik i en helt ny stil. Flere unikating,
hvor en bourgognefarvet glasur bliver et af hans kendetegn.
  
Fabrikken i Dagnæs bliver lukket omkring 1946, og i 1947 åbner
Niels Peter Nielsen igen værksted i Torsted, ligeledes ved Horsens, og
stadigvæk under navnet Dagnæs Keramik.
Sønnen Carl Johan Nielsen bliver udlært hos faderen og fører Dagnæs Keramik videre efter faderens død i 1968.
Varerne fra Dagnæs stemples med et indpresset DAGNÆS eller et indridset og håndskrevet DK
under bunden.
Lervarefabrikken Annashaab, Egebjerg v/Horsens
(1891-1958)
Fabrikken bliver startet af pottemager Jens Holm Rasmussen (1855--) der er
udlært i den kendte pottemager by Sorring v/Silkeborg.
I starten og helt frem til 1922 bliver der hovedsageligt fremstillet
husgerådsting og natpotter til Horsens fængsel.
Rasmussens stedsøn Peder Madsen (1876-1955) er blevet udlært hos stedfaderen og bliver med tiden indsat i fabrikkens
ledelse.
  
I 1922 kommer
Eiler Løndal efter bruddet med DANICO og der
indledes produktion af pynteting så som vaser, krukker, urtepotter,
opsatser m.m. A’ la DANICO (dekoration med blomsterornamentik og
hornmaleri).
Nu er der 3 fabrikker, der næsten laver den samme dekoration med blå/grøn
blomsterornamentik på hvidgul bund.
Varerne fra Annashaab er stemplet under bunden
med en presset trekant, hvori der er et L, og nederst står der DANMARK.
Trekanten står for et A (Annashaab) og L’et står
for Lervarefabrikken. Ligeledes er der et indridset nr. Nogle gange er der
kun et nr. Der kan også være indpresset
ANNASHAAB.
Eiler Løndal rejser efter knapt et års tid, og
dermed er også fabrikkens kunstneriske dynamo væk.
Fabrikken lever indtil 1930’erne højt på hans modeller. Herefter begynder
der en svær tid, og i 1958 lukker fabrikken.
Eiler
Christensen Løndal (1887-1971)
Eiler Løndal er født i Silkeborg 1887 og bliver uddannet
kunstmaler, men fatter en stor interesse for keramik.
Han bliver ansat hos DANICO som kunstnerisk leder og har en stor del af
æren for DANICOs succes. 1922 forlader han DANICO
og bliver ansat hos Annashaab Lervarefabrik, hvor
han er et års tid. At han er så kort tid begge steder skyldes måske, at han
ikke får de udfoldelsesmuligheder, som han ønsker, og som hans talent
fortjener.
Han foretager mange rejser i Europa og til Konstantinopel, Jerusalem og
Cairo, hvor han samler inspiration, før han i 30’erne flytter til Århus og
helliger sig maleriet. Dog bliver der stadig arbejdet i keramik.
Hovedparten sælges direkte fra værkstedet i Gerlachsgade
og atelieret i Jyllandsallè 6, Århus. Foruden
vaserne bliver der på værkstederne i Århus også lavet flere skulpturer af
pramdragere og pottemagere.
Eiler Løndal i Gerlachsgade 1940
Stilen er for
flere af tingenes vedkommende stort set den samme som på både DANICO og Annashaab, og der skal et skarpt øje til for
umiddelbart at kende forskel. Det gør heller ikke tingene nemmere, at Løndal vælger at mærke mange af sine ting kun med et
nummer, ligesom mange af tingene fra DANICO og Annashaab.
I enkelte af tingene er dog stemplet Løndal.
   
Privatfoto
fra Løndals egen udstilling i Århus.
De
mange rejser sætter et tydeligt orientalsk præg på hans arbejder. Efter Løndals død køber Horsens kommune en del af dødsboet.
En stor del af disse ting er efter sigende, i årenes løb, blevet brugt som
gaver fra Kommunen.
Leon Dissing (1897-1986), Horsens
Leon Dissing er
ud af en stor børneflok på i alt 8, hvoraf 7 kommer til at arbejde med
pottemageri alle med egne værksteder. Faderen Jens Andreas Pedersen Dissing
(1866-1932) er pottemager, og alle 7 bliver udlært hos ham.
Han er nogle år hos henholdsvis DANICO og Lervarefabrikken Annashaab, inden han vælger at få fod under eget bord i
1930, hvor han køber et værksted i Horsens.
Sortimentet er i starten ret begrænset, men snart udvider han med fade,
figurer, vægvaser, vaser, krukker, testel, barselspotter, opsatser m.m.
    fra
Danico tiden
Han laver nogle
meget interessante ting med en sort glasur og orangerøde kanter og ting i
en spændende grøn glasur a’ la vibeægsskal også med orangerøde kanter.
Dissing er aktiv lige til det sidste skønt gigten i fingrene plager ham som
så mange af datidens pottemagere. Han prøver kræfter med abstrakte
relieffer og fremstiller mange af de populære fade, krus, tallerkener,
æggebægre m.m. i en køn almuestil.
Udstilling Værkstedsbygningen eksisterer i dag i sin oprindelige stil,
men anvendes ikke.
Varerne fra Leon Dissings værksted er ikke altid signeret, men kan have et
indridset og sammenskrevet LD under bunden eller et indpresset
DISSING med et indridset håndskrevet L foran.
|
